Tilbake til start
Velkommen
Bli medlem!
Klikk her!
25. november 2017


Hovedmeny
Om Pilegrimsfellesskapet St Jakob
Pilegrimsvandring i Norge
Overnattingsguider
Pilegrimsvandring i Spania
Anbefalte nettsteder
Anbefalt litteratur







Web-kamera
Santiago de Compostela:
 

Fra Obradoiro-plassen foran katedralen i Santiago de Compostela.
Klikk for større bilde og valg av andre motiv












ANNONSER

Aktiv ferie og pilegrimsvandringer - på sykkel eller til fots - prøv:









Bente Berg
Gunnar Hokstad:

Caminominner





Anne Kristin Aasmundtveit:
Alle mine veier -
en pilegrims vandring








NB: Pilegrimskontoret i Huitfeldts gate 11 holder stengt mandag 27 november
Siste Åpent hus:
En portugisisk festaften
med Gry!

       
Tilbake til nyhetsoversikten _______________________________________________________________________


Pilegrimsferd til Petsjenga år 1900
Sist oppdatert 21.07.2014 11:14
 
Det gamle pilegrimsmålet Petsjenga-klosteret fra 1500-tallet ble også besøkt av norske pilegrimer. Denne historien, skrevet av en anonym forfatter, er hentet fra Harald Olsens bok: Den østlige pilegrimsvei (Verbum 2000)

Tungt og mørkt  vælter Ishavet sine bølger ind mod Murman-kysten, der er graa og øde som vor egen Finmarks-kyst. Her og der ser en spredte huse eller smaa landsbyer – alt enkelt og svarende til omgivelserne. En af de større landsbyer på Murman-kysten heder Namster. Den ligger i bunden af Petschengafjorden ved elven af samme navn. Kun to mil derfra findes verdens nordligste kloster, Petschenga, der ligger ensomt og fredelig paa en slette med skogen stængende omkring paa alle kanter. Klosteret blev anlagt i det 16de aarhundrede av Trifon fra Novgorod.

13de februar efter vor tidsregning feires Trifons fødselsdag med stor pragt i klosteret; og til den fest er det meget almindeligt at folk fra Øst-Finmarken tager afsted. En herligere og interessantere vinter-tur skal vanskelig kunne tænkes, Godt veir er det i almindelighed paa denne tid: knitrende kulde og glitrende solskin. Det er over land, at færden skal gaa. Ren og pulk, pæsk og anden skind-hyre maa være første rangs sager, for det er ingen kort kjøretur.

Vi var 20 norske, som i fjor 10de februar 1900 satte oss i pulkene paa Kirkenæs i Syd-Varanger og lod det staa til. I en lang raide (række) med føreren eller vappusen, en rigtig svart skolt, i spidsen bar det afsted med lynets fart. At sidde fast i pulken er ikke lært den første dag, og i vildeste farten slyngedes vi udaf, en efter anden. Som digre, graa skind-bylter blev vi slæbte over stok og sten efter tømmen, der holdes surret om den ene haand. Nu gjælder det at holde fast og ikke slippe taget, for ellers er 101 ude straks; renen flyver som for livet, saa snart den bare kjender sig fri, og man staar der ene og forladt midt i sne-ørkenen. Den holder dog ikke svært længe ud at slæbe et menneske efter tømmen. Farten sagtner snart saa meget, at en kan faa kastet sig op i pulken, og videre bærer det det over de store, skinnende hvide sne-flader. Her hersker en dyb stillhed, som bare afbrydes av renens knitrende trav eller af en gneldrende finnebikje, som har listet sig med.

Om lidt blir renen urolig. Den veirer, sparker og vil stanse. Det er mose, den lugter. Der holdes rast, og snart spruter sneen paa alle kanter; renen graver sig ned til marken og finner sin nødvendige føde. Mad og drikke havde vi selv paa ægte finnevis fragtet med os paa barmen indenfor pæsken. Tørklær og huer fik vi lettet paa, saa lidt mer end øien-haarene og næse-tippen blev synlige: og vaflerne og portvinen kanhænde smagte.

Sent om kvelden kom vi til Øvre Skolteby, en samling af rønner, saa skrøbelige som best muligt. Her skulle vi overnatte. Noget mer primitivt til hus at være end disse hytter kan ikke tænkes. Bohavet bestod af et par træ-brikser, en bord-lem og den for alle russere uundværlige samovar. Konerne i sine spraglede bomulds-dragter syntes vist, vi var nogle rare væsener. De snakked og lo, og vi snakked og lo, russisk og norsk gik om hinanden. De vidste knapt det beste de skulle gjøre for os, og te fik vi, som god var. Saa var det senge-pladse da. Med pæsken under og et uldtæppe over, roede vi os paa bare jord-gulvet som sardeller i en æske og sov til langt paa dag.

Saa bar det atter afsted. Nu var det ikke saa stille længer. Ret som det var suste en samjod-slæde forbi os, forspændt med tre eller fem rener, eller en overbygd pulk. Kjørende kom fra alle kanter. Raiden blev større og større.

Om kvelden naaede vi klosteret. Aa nei, for et liv! Hele gaards-tunet fuldt af ren, den ene gildere end den anden, med svære horn og broderede sæle-greier. Samojeder med fod-side pæsker og ”taarn-huer” vandrer stilfærdig om. Iltre skolter kives om pulke-plads.

Munkene færdes overalt mellom os. Smilende og elskværdige viser de enhver sit tilholds-sted. Vi norske gjæster fik plads i selve klosteret, mens almuen blev henvist til folkestuerne, der ligger rundt om kloster-gaarden.

Selve klosteret er en to-etages bygning i moderne stil. I øverste etage findes cellerne, der er lyse og pene, i første etage er kjøkkenet og spisesalen. Her blev vi ført ind, og snart sad vi bænkede om de lange borde. En stabel af svære brødstykker laa ved enhver plads, og over laa et langt haandklæde, der skulde tjene som serviet for alle sammen. Saa kom maden. Det var høitids-kost, der serveredes for anledningen. Meget smagelig skal det være sagt at den ikke var.

Første ret var salt laks med fløde over i kvas, til at spises med ske – 6 om hvert fad. Vi maatte holde os kjække og spiste med dødsforagt. Ned maatte det; for lige over sad 20 til 30 præster og munke og betragted os med stive blikke. En præst stod midt i salen ved en bede-pult og læste af en stor bog om Trifons liv. Du store verden, hvor raskt det gikk! raskt gik det forresten alt sammen. Prioren ringede, laksen kom ud i en fart, og ind bares næste ret, det bestod af fiske-suppe med gryn paa og saltfiskterninger opi. Nei, den var umulig. Saa fik vi fiske-kraft med fiske-beter i og til slutt hirse-grød med harskt smør over og melk til. Præsten læste og læste, vi spiste og spiste. Lige underligt og fremmed var det alt sammen.

Saa aabnedes høitiden med gudstjeneste i kirken, der ligger lige over for klosteret. Den er som de fleste russiske kirker udstyret med en pragt, der selv i de romersk katolske lande maa søge sin mage. Den er delt i tre dele. Yderst er ”narthex” eller for-kirken, hvor hele menigheten, rig eller fattig, staar – siddepladse findes ikke. Ved ”ikonostasen” eller billed-væggen, der har en bred aabning i midten, er ”narthex” skilt fra ”hieron” eller den egentlige kirke. Ikonostasen er aldeles bedækket med malerier, gamle og nye, gode og daarlige, af helgener og fromme mænd. Foran hvert hænger en brænnende sølv-lampe. I hieron er opstillet bede-pulter i to rækker, alle med tunge fløiels- eller silke-tæpper med guld- eller sølv-broderi. Her staar Trifons kiste; den er belagt med sølv-plader, der gjengiver scener fra hans liv i basrelief. Foran staar to mægtige søile-lysestager, aldeles besat med smaa og store vokslys. Saa findes der igjen en væg, prydet med forgyldt snit-værk og tre døre af reneste sølv. Inden for denne er ”hieratin”, det aller helligste, hvor ingen kvinde maa sætte sin fod, men bare faa titte ind. Her staar alteret og svære syv-armede lysestager. Det hele lyses op af hundreder af lys i krystall- og farvede glas-lysekroner.

Præsterne og munkene kom i høitideligt optog med kirkefaner og lys. Deres dragter svarede i pragt til omgivelserne: silke-brokade i forskjellige farver med rige guld- eller sølv-broderier. Gudstjenesten begyndte med sang. Et fir-stemmigt gutte-kor sang i det uendelige. Det eneste vi opfattede, var: ”Gospodi po-milo!”, dvs ”Herre forbarm dig”.  Dette gjentoges i en rivende hast hundreder av gange. Efterpaa var der messe og læsning, knæfald og korsing i et par timer. For uindviede ser det hele underligt ud. En maatte mest tænke paa komedie-spil, hvis ikke alt foregik med saa stor andagt og ærbødighed. Til slut fik hele menigheden kysse krucifikset. Alle blev stænkede med vievand, mens munkene svingede røgelses-karrene, saa luften til slut var ganske tyk af vokslys- og røgelses-duft. To gange om dagen gjentog dette sig.

Vi fremmede havde naturligvis travelt med at se os om, og der var mangt og meget at betragte. Som i gamle dage udfører munkene alt sit arbeide selv. Der er værksteder af alle slag. En stor butikk med de forskjelligste varer forsyner de omliggende bygder. Paa dette tjener klosteret penge. Gaver strømmer der selvfølgelig ind i rig mængde.

Tre dager varer klosterets gjestfrihed. Som minde fik enhver billeder og andre smaating. Saa tog vi afsked med de elskværdige mennesker og satte atter kursen mod den store larmende verden, som en næsten kunde fristes til at glemme deroppe i klosterets fredelige ensomhed.










Nyttige guidebøker
fra Pilegrimskontoret

Noen spanske vandringsveier

Guidebøkene fra Verbum


Camino Frances på norsk


De spanske nordveiene


Camino Portugues


Oslo-Nidaros


Oslo-Nidaros på engelsk


Via Francigena, del 2


Husk pilegrimspass til vandringen
 


Luthens litteratur
Pilegrim ved verdens ende


Skjærgårds-
historier fra Nøtterøy


Selja, Sunniva-
kulten og pilegrimsmålet



Pilegrimsfellesskapet St. Jakob, Norge Huitfeldtsgate 11, 0253 Oslo, Tlf 22 33 03 11
Feil og kommentarer kan meldes nettredaktør.